Rejsetips, guides og anbefalinger - oplev verden.

Efterårsferie i de nordtyske byer

0 57

September er godt i gang, og det er dermed tid til at planlægge den årlige efterårsferie. Nu behøver du ikke at sende tankerne hen til varme charterferier på de kanariske øer, eftersom du sagtens kan få en billigere og spændende oplevelse i det nordlige. Udnyt din placering og tag afsted på kør-selv-ferie til en eller flere af Nordtysklands spændende byer. Ved at køre selv slipper du for ventetider i lufthavnen og kan holde lige så mange pauser, som du har lyst til – især et plus, hvis børnene omme på bagsædet larmer. De nordtyske byer byder desuden på masser af charme og flotte bygninger, og i byerne samt på vej derned kan du nyde efterårsnaturens farvestrålende nuancer. Så læs med herunder og bliv inspireret til en dejlig og oplevelsesrig Tysklandstur.

Hamborg

Hamborg er et oplagt valg, når turen går til Nordtyskland. Millionbyen, der er Tysklands næststørste by, summer af liv og har en af Europas største havne. Gå en tur hen til Landungsbrücken, hvor du kan nyde en fantastisk udsigt over Hamborg havn. Her kan du også tage på en af de mange havnerundfarter, hvor du blandt andet kan se store containerskibe eller fortsætte turen ad Elben, så byens smukke yderområder dukker op. Tag børnene med i den store zoologiske have, Tierpark Hagenbeck, og find nyt tøj og sko i de kæmpe shoppingarkader eller på de både store og små strøg.

Bremen

I det nordvestlige Tyskland finder du hansestaden ved navn Bremen, som er over 1200 år gammel, og som byder på bemærkelsesværdige kulturelle oplevelser. På byens flotte markedsplads findes rådhuset, der stammer helt tilbage fra det 15. århundrede, og som er et af UNESCOs verdensarvssteder. Derudover kan du ikke undgå at lægge mærke til Roland-statuen på pladsen, der blev rejst som symbol på ret og frihed. Slut dagen af på en af de kreativt indrettede restauranter, hvor specialiteten ”Flammkuchen” skal prøves.

Kiel

Ønsker du at opleve en mindre by, men hvor der stadig er en smuk vandudsigt samt godt med liv, kan turen gå til Kiel – hovedstaden i Schleswig-Holstein. 75 % af byen lå desværre i ruiner efter 2. verdenskrig, hvilket forudsætter, at du især går forbi mange bygninger med 70’er-arkitektur. Er shoppelysten på sit højeste, kan du gå ned ad Holstenstrasse, der i 1957 blev Tysklands første gågade. Det bedste ved byen er dog den unikke udsigt langs havnen. Gå en slentretur på den mere end 3 km lange promenade, hvor du kan se de store skibe ankomme, og slut turen af på en af havnens hyggelige caféer.

Lübeck

Skal turen fortsætte efter Kiel, er det værd at køre en halvanden times tid ned til den smukke og historiske hansestad Lübeck. Denne by rummer en spændende arkitektur og en charme, som andre byer har svært ved at slå. Bindingsværkshuse og bevarede husfacader møder øjnene, så du vil føle, at du er trådt tilbage i tiden. Glem ligeledes ikke at besøge den berømte butik Niederegger, hvor du kan få himmelsk marcipan til juletidens hygge.

Leave A Reply

Your email address will not be published.