Det er møgirriterende at vente på et forsinket fly. Tiden går langsomt, når man kun har lufthavnen at slå tiden ihjel i. Men hvad nu hvis dit fly blev aflyst, fordi et eksotisk dyr har valgt at slå sig ned på landingsbanen? Eller hvis du var nødt til at vende om i luften, fordi toilettet stank for meget? Det er faktisk sket for nogle. Vi har her samlet de mest tossede grunde til, at fly er blevet forsinkede gennem tiden.
Stinkende toilet
Ombord på et fly fra London til Dubai i marts 2015 kunne kabinepersonalet og passagererne ikke klare mere, da en uidentificeret rejsende havde skabt en så horribel lugt på toilettet, at ikke engang de skarpeste kemikalier kunne slå odøren ned. Flyet vendte derfor om i luften og landede igen i London. Personalet mente ikke, at det var forsvarligt at lade de rejsende sidde i stanken hele vejen til Dubai.
Skildpadder på landingsbanen
Måske har du set naturprogrammer om skildpadder, der i flokkevis bevæger sig ned til stranden for at lægge deres æg. På en landingsbane i Jamaica havde de mange padder en tidlig morgen sat sig for at krydse en landingsbane, da et fly til New York skulle til at lette. Der var simpelthen for mange dyr på banen til, at det ville være forsvarligt at køre flyet ud – både for skildpaddernes, men også for flymotorernes sikkerhed. Passagererne måtte derfor pænt vente på, at de små dyr kom sikkert ned til stranden. (Kilde)
Slanger ombord
Nej, det er ikke den håbløse film “Snakes on a Plane”, vi snakker om her. Rent faktisk har flyselskabet Qanta flere gange oplevet at få en slange med ombord. Blandt andet oplevede de i Australien, at en mindre slange på 20 cm havde sneget sig med på rejsen. De måtte aflyse afgangen og ombooke passagererne. Her kan man tale om en ubuden gæst.
Jeg åbner da bare lige døren…
Ombord på et fly fra Kina åbnede en af de 130 passagerer nødudgangen, fordi han efter sigende ønskede lidt frisk luft. Heldigvis var de ikke lettet endnu. Passageren forklarede senere, at han blot troede, at døren var et vindue. Hvilket ikke giver mere mening, da man heller ikke må åbne vinduerne i et fly.
Kat på afveje
Normalt er det kun piloterne, som har adgang til cockpittet. Men i Halifax i Canada fik en 10 år gammel kat listet sig ud fra sit bur og direkte ind på 1. klasse og videre ind til cockpittet, hvor den gemte sig godt og grundigt. Det endte med en forsinkelse på fire timer, efter at diverse teknikere endelig havde fået fanget katten.
Tom for toiletpapir
Du kender det godt. Mareridtet, når du sætter dig ved et toilet, og der ikke er mere papir. British Airways måtte engang forsinke deres fly i fem hele timer, fordi de ikke kunne få fat i noget toiletpapir. Det er selvfølgelig også irriterende at skulle med et fly uden papir. For hvis man skal, så skal man jo.